Ungt par fik først nej til træhus: Nu får drømmen fornyet liv
Byrådet i Skanderborg Kommune har sendt Christopher Edelgaard Caspersen og Camilla Bundgaard Løves byggeplaner i høring
Et hus bygget af rundtømmer i en lille landsby.
Man kan næsten forestille sig idyllen på en skøn forårsdag. Det har Christopher Edelgaard Caspersen og Camilla Bundgaard Løve fra Aarhus længe kunne, men de har mødt modstand hos Skanderborg Kommune.
Huset vil de nemlig bygge i byen Mesing. Først fik de dog nej af kommunens embedmænd, som mente, at huset skilte sig alt for meget ud. Det nej blev så her til aften lavet om til et foreløbigt ja, da byrådet i Skanderborg behandlede parrets sag.
Læs også
Parret får nu den nødvenlige landzonetilladelse der skal til at få lov til at bygge huset, som de ellers troede, aldrig ville blive til noget. Nu mangler de kun at få endelig opbakning fra landsbyens beboere. Planen om byggeriet skal i høring.
- Det er en kæmpe forløsning. Det er som om, den drøm der havde udviklet sig til et mareridt, nu er blevet en drøm igen, fortæller Christopher Edelgaard Caspersen til TV2 | ØSTJYLLAND.
Han har sammen med sin kæreste siddet onsdag aften og fulgt byrådsmødet i Skanderborg over internettet.
Glæder sig over udviklingen
At landzonetilladelsen nu snart lander i parrets postkasse, vækker glæde.
- Vi er ikke nervøse for høringen, selvom vi selvfølgelig lige skal have papirerne i hånden, fortæller han.
Tidligere har parret lavet en rundspørge blandt beboerne i Mesing. Her svarede 119 ud af 129 beboere, at de ikke havde nogle problemer med planerne om et træhus. De sidste 10 fik parret ikke fat i.
Hvis alt går vel, håber Christopher Edelgaard Caspersen og Camilla Bundgaard Løve, at kunne gå i gang med byggeriet af deres drømmehus i løbet af foråret.
Projektet vil formentlig tage et års tid i og med, at huset skal bygges i fritiden. Christopher Edelgaard Caspersen er uddannet tømrer og skal selv stå for byggeriet.
Huset bliver leveret som et råhus der skal skilles ad og samles igen på byggegrunden i Mesing.
- Vi har hele tiden været forelskede i den slags hus, siger han.