Ung Horsens-debutant fortrænger nerver og bliver hyldet

Foto: Frank Cilius - Scanpix

Horsens' Marcus Bobjerg fik fredag sin debut, da Jesse Joronen blev skadet. Han endte med at blive hyldet

Horsens og AaB spillede fredag aften 0-0 i Alka Superligaen i en halvtrist affære på Casa Arena i Horsens.

Kort før kickoff blev Horsens' normale førstemålmand, Jesse Joronen, skadet, hvilket betød, at 19-årige Marcus Bobjerg fik sin debut i Superligaen.

En debut, der startede med mange nerver for den unge målmand.

- Der var lidt nerver på i starten af kampen, men efter ti minutter var jeg helt rolig, siger Marcus Bobjerg. 

Da Jesse Joronen blev skadet kort før kamp, måtte Marcus Bobjerg træde til. Dermed blev det til Superliga-debut for den unge målmand.

Målmanden, der har spillet i Horsens i hele sin karriere, blev valgt af hjemmeholdets fans som kampens spiller. En titel, som han dog ikke mente var fortjent.

- Buba og Ludwig (Bubacarr Sanneh og Alexander Ludwig, red.) havde fortjent titlen som kampens spiller mere end mig. Jeg tager den dog naturligvis med mig videre, siger Marcus Bobjerg.

Der var lidt nerver på i starten af kampen, men efter ti minutter var jeg helt rolig

Marcus Bobjerg, målmand i AC Horsens

Trods den flotte debut er målmanden ydmyg omkring sin rolle på holdet. Ambitionen er at blive fast mand på Horsens-bænken som reserve for førstemålmanden Jesse Joronen.

- Jesse Joronen er en dygtig målmand, som har fået en rigtig god start i klubben.

- Min ambition er ikke at blive fast superligamålmand lige nu. Det gælder derimod om at blive fast andenmålmand, siger 19-årige Marcus Bobjerg. 

Den unge målmand nyder generelt at være en del af Horsens-truppen.

- Stemningen er god i truppen, og når forsvaret præsterer, som det gør i øjeblikket, er det nemt at være målmand, siger Horsens-keeperen.

Marcus Bobjerg har muligheden for at spille Superliga igen i næste runde, hvor Horsens skal en tur til Brøndby Stadion

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig