Troels Kløvedals bedrifter kommer på østjysk museum

Naturhistorisk Museum og Museet for Søfart har fået million-donation til udstilling om Troels Kløvedals liv.

Naturhistorisk Museum åbner i efteråret en udstilling om Troels Kløvedals rejser med Nordkaperen. Foto: Finn Hageman Pedersen

Forfatter og langturssejler Troels Kløvedal bliver omdrejningspunktet for en kommende udstilling på Naturhistorisk Museum i Aarhus og M/S Museet for Søfart i Helsingør.

De to museer har fået 6,9 millioner kroner af Nordea-fonden til udstillingen "Frihedens Værksted", der skal sætte ord og billeder på Kløvedals rejser med Nordkaperen.

Læs også Kløvedal for syg til flere bøger: Det skulle de have handlet om

- Når man har levet så mange år så tæt på naturen, set verden og havene forandre sig, og fået nye horisonter med på, hvad der kendetegner det gode liv, så er der et vigtigt budskab til os alle på mange planer, siger museumsdirektør Bo Skaarup, Naturhistorisk Museum i Aarhus.

- Det er de budskaber, som vi glæder os til at dele med museets gæster - og forhåbentlig give nye perspektiver, som gæsterne tager med sig hjem.

02:50

VIDEO: Hør lederen af Naturhistorisk Museum fortælle om den kommende udstilling.

Luk video

Dødsyg Kløvedal beæret

75-årige Kløvedal blev i 2016 ramt af nervesygdommen ALS. Han kalder det "en stor ære" at blive genstand for en udstilling.

- Det er dejligt at få lov til at genopleve de mange gode minder, som er knyttet til mine ting, mens vi udvælger genstande til udstillingen, siger han.

Læs også Trods livstruende sygdom: Troels Kløvedal fylder 75 år

Udstillingen bliver en blanding af fotos, videoer og kultur- og naturhistoriske genstande, som Kløvedal har haft med sig hjem fra sine mange rejser. 

Man vil også kunne opleve, hvordan Nordkaperen er indrettet under dæk og få følelsen af at stå til søs. 

Kronprins Frederik åbner udstillingen i Aarhus 31. oktober. I oktober 2019 flytter den videre til M/S Museet for Søfart.

I 2015 mødte TV2 ØSTJYLLAND Troels Kløvedal på hans firlængede bindingsværksgård på Djursland. Det var i programmet 'Mit andet jeg'. Det kan du se herunder: 

28:33 Luk video