Troede at drab var telefonfis
47-årig kvalte sin kone med el-ledning i Sorring
- Jeg har kvalt min kone. Kom og hjælp mig.
Sådan lød det klokken 19.58 fredag den 25. marts i år, da en 47-årig mand fra Østjylland ringede til politiet i Østjylland på 114.
Telefonpasseren troede, der var tale om telefonfis, men en grundig udspørgning fra den vagthavende betjent viste, at der var alvor bag udsagnet.
Ganske få minutter før opkaldet havde den 47-årige mand strammet et el-kabel rundt om halsen på sin jævnaldrende samlever, Gitte Østergaard Rasmussen, i deres fælles hjem i landsbyen Sorring øst for Silkeborg, indtil hun døde af det.
Hun var strid
I Retten i Viborg mandag erkendte den 47-årige de faktiske omstændigheder omkring dødsfaldet, men nævningetinget skal nu afgøre, om det var drab eller vold med døden til følge.
- Hun var strid. Hun skældte ud hele tiden og ville bestemme alt. Hvad tøj jeg skulle have på, hvad vi skulle se i fjernsynet og hvem jeg var sammen med.
- Det var ikke til at holde ud. Så jeg besluttede mig for at give hende en forskrækkelse, så hun kunne tage mig alvorligt. Jeg ville ikke slå hende ihjel, forklarer den 47-årige i retten.
- Jeg var ikke bange for hende, men jeg var bange for at få skældud, forklarer den lille spinkle mand om forholdet til sin noget større samleverske.
Lang dag med druk
Den 47-årige erkender, at han efter en lang dag med druk og skænderi gik ud i værkstedet, hentede et stykke el-kabel og gik ind i stuen igen. Her sad kvinden med ryggen til og så fjernsyn. Uden et ord gik han hen bag hende, lagde kablet om halsen og rykkede til.
- Pludselig gispede hun, og hovedet rullede til siden. Så vidste jeg, der var sket noget forfærdeligt, og jeg ringede straks til politiet.
Der falder dom på onsdag.