Tosprogede børn skifter skole
Efter indførelsen af det frie skolevalg har en række skoler oplevet et boom af indskrivninger af især tosprogede børn.
Efter kun en måned med frit skolevalg over hele landet har en række skoler oplevet et boom af nye elevindskrivninger.
Især flyttes tosprogede elever i stor stil fra de såkaldte ghettoskoler til nærliggende skoler med en lavere andel af tosprogede, efter at den nye lov trådte i kraft 1. august, skriver Kristeligt Dagblad.
Alene i Århus Kommune var der pr. 19. august indløbet 394 ansøgninger om at flytte elever fra en skole til en anden.
Bl.a. er der på Åby Skole indskrevet 45 nye elever siden sommerferien. Hovedparten af dem har indvandrerbaggrund, og de er flyttet fra indvandrertunge skoler i det nærliggende boligområde Gellerupparken.