Til kamp mod spekulanter
Århusiansk rådmand vil forhindre, at spekulanter opkøber og videresælger de lokale byggegrunde.
31. jan 2006, kl. 11:54
Mere end 30 dage gammel
Det skal være slut med at spekulere i byggegrunde i Århus Kommune.
Sidste år scorede private opkøbere gevinster på flere hundrede tusinde kroner ved at opkøbe de grunde, kommunen satte til salg. Grundene blev derefter solgt videre til almindelige familier med ønske om at bygge ejet hus.
For at komme spekulationen til livs foreslår rådmand Peter Thyssen (R), at byggegrundene fremover bliver sat til salg med et krav om, at køberen selv bygger et hus på grunden.
Embedsmændene i Århus Kommune har vurderet, at en byggepligt på de udstykkede grunde vil være lovlig. De venter dog stadig på endeligt svar fra Indenrigsministeriet.