Slut med sprøjtemidler: Selvkørende robot sår og luger ved hjælp af solceller

På en mark i Horsens kører robotten Farmdroid rundt og vender op og ned på hverdagen i landbruget.

06:42

VIDEO: Kom tættere på økolandmand Lasse Petersen og robotten Farmdroid.

- Det er et lille skridt på vejen, men det er et skridt i den rigtige retning for miljøet, siger Lasse Petersen, der er økologisk deltidslandmand ved Horsens.

Læs også Genskabt træksti er nu indviet: - En del af vores kulturarv og DNA

Når vi skal rense eller så vores afgrøder, er det ofte i store dieseltraktorer. Men skal vi gøre det uden CO2, NOx og andre uhumskheder, så skal vi gøre det, som man gjorde det i gamle dage – ned på knæ og op med ærmerne. Men der er faktisk en anden løsning, og den er både god ved miljøet og så slipper du for at få fingrene i jorden. 

Ud over at den alene er drevet af solen via solceller, så den ikke bruger diesel, så kan den kan den jo kontrollere ukrudtet i marken uden brug af sprøjtemidler og kemikalier.

Leif Jensen, Yding Smedie og Maskiner

Løsningen skal vi finde på en mark ved Horsens, hvor en selvkørende soldrevet robot sår afgrøder og luger mellem rækkerne på marken.  

- Det giver mere overskud, og det giver mig muligheden for at jeg kan bruge tid på andre ting som for eksempel at passe min familie, siger Lasse Petersen.

Kan afløse sprøjtemidler  

Robotten Farmdroid har vendt op og ned på livet som økologisk landmand. Det er 33-årige økologiske deltidslandmand Lasse Petersen, der har valgt at tage det store skridt ind i en miljøvenlig fremtid. Folkene bag Farmdroid tror på, at deres miljøvenlige løsning ikke kun kan gøre det nemmere for landmændene, men faktisk kan revolutionere landbruget – med den kan landmanden komme helt uden om sprøjtemidler.

Sådan plejer Lasse Petersen at ordne marken - en dieseltraktor. 

- Ud over, at den alene er drevet af solen via solceller, så den ikke bruger diesel, så kan den kan den jo kontrollere ukrudtet i marken uden brug af sprøjtemidler og kemikalier, siger Leif Jensen, der er sælger hos Yding Smedie & Maskiner, der sælger robotten.

Læs også Godsejer satser på hamp: - Det er et pragteksemplar af en superplante

Farmdroid er faktisk en dansk ide. Den er såmænd også samlet her i landet, og manden bag er selv opvokset på en gård – og med den baggrund var det sådan set ret lige til.

- Ideen opstod tilbage i 2011, hvor min bror og jeg stod og hakkede ude i roemarken. Det syntes vi jo egentlig bare var vældig kedelig, det måtte kunne gøres smartere. Og så fik vi bare ideen til en robot, der kan gøre det for os, siger Kristian Warming, der er idemanden bag Farmdroid.  

Vi leverer til mange restauranter i lokalområdet, der går op i klima, økologi og bæredygtighed. Og det er jo en god del af historien, at grøntsagerne så også er bæredygtigt producere.

Lasse Petersen, økologisk deltidslandmand

I dag otte år senere er robotten klar. Lige nu er der 12 selvkørende Farmdroids derude, der alle arbejder helt selv – bare med lidt hjælp fra solens stråler.

00:30

VIDEO: Se hvordan robotten virker. 

Luk video

Robotten er på størrelse med en trailer, og den er 100 procent selvkørende. Den sår, men kan også rense og fjerne ukrudt. Det fungerer på den måde, at robotten ved, hvor planterne står og ikke står – der, hvor de ikke står, slår den ned på ukrudtet og skubber det væk.  Drivkraften er solcellerne ovenpå, der lader batterierne. Det betyder, at den kan køre døgnet rundt – helt af sig selv.  

- Så slipper jeg jo for at bruge min energi på at skulle luge hele tiden, og det er jo en win-win, siger Lasse Petersen. 

Læs også Drop fordommene - her har elcyklerne wow-faktor

En god investering

Robotten er en dyr investering med en indkøbspris på lige under en halv million. Men Lasse Petersen tror på, at den kan gå hen og tjene sig selv ind ret hurtigt. Både på de sparede timer i marken, som Farmdroid giver Lasse Petersen, men den styrker også økolandmandens grønne profil.

Robotten er 100 procent selvkørende og er drevet af solceller, der sidder på taget. 

- Vi leverer jo til mange restauranter i lokalområdet, der går op i klima, økologi og bæredygtighed. Og det er jo en god del af historien, at grøntsagerne så også er bæredygtigt produceret, siger Lasse Petersen.   

Læs også Lars er blevet snydt af afrikanere, men det gør ikke noget

På ti år er landbrugets andel af den samlede udledning af CO2 vokset fra 15,6 til over 22 procent i 2017. Derfor skal der tænkes anderledes, hvis den udvikling skal vendes, og her kommer robotten ind i billedet.

- Når man snakker grøn omstilling, og når man snakker bæredygtighed generelt, så kommer vi ikke uden om, at effektivisering er et nøgleord. Og når vi har den her robot, der på en mere intelligent måde kan gøre det samme, som vi kunne tidligere, bare på en bedre måde, så går det op i en højere enhed, siger Steffen Max Høgh, der laver podcasten Bæredygtig Business.

Farmdroid kan køre dagen lang og bruger blandt andet GPS til at finde rundt på marken. 

En ting er også, at have styr på den grønne samvittighed, men det skal også være økonomisk fornuftigt, at vælge det grønne valg.

- Vi tror jo på, at robotten kommer til at køre i hvert et kirkesogn. Og hver gang vi sælger en maskine, skal vi jo også gerne kunne tjene en skilling på det. Så vi skal jo også have en forretning ud af det, men det skal landmændene også – både økonomisk og miljømæssigt, siger Leif Jensen, der er sælger hos Yding Smedie & Maskiner. 

Østjylland redder lidt af verden

Verden redder ikke sig selv, og vi kan heller ikke bare overlade ansvaret til verdens politikere eller organisationer. Initiativet er nødt til at komme fra os alle – hver især og hver dag.
 

I en ny programserie ser TV2 ØSTJYLLAND på de initiativer, som østjyske erhvervsvirksomheder tager og har taget for at bidrage til at gøre verden lidt renere og fremtiden lidt lysere for de kommende generationer Og det nytter! For selvom det er en stor opgave, så kan også små initiativer gøre en forskel. Dermed redder Østjylland også (lidt af) verden.
 

Se ’Østjylland redder lidt af verden” hver lørdag kl. 19.30 på TV2 ØSTJYLLAND. Programserien kan også ses her på tv2østjylland.dk.