SK Århus køber landsholdsspiller

Håndboldklubben SK Århus skriver kontrakt med den 22-årige ungarske back Maria Toth.

Håndboldklubben SK Aarhus har taget kampen op mod de stærke hold Slagelse, Viborg og Ikast-Bording, efter klubben har forstærket bagkæden med den 22-årige ungarske back Maria Toth, der har spillet 11 kampe på A-landsholdet i Ungarn.

Landsholdsspilleren har underskrevet en to-årig kontrakt. Med sine 196 centimeter bliver backen den højeste spiller i den danske håndboldliga, og det kan blive en fordel, vurderer træner Jesper Holmris.

- Maria Toth kan udvikle sig til at blive en af ligaens største profiler. I kraft af hendes unikke højde vil hun kunne skabe ravage i et hvilket som helst forsvar. Når hun har vænnet sig til det høje tempo i verdens hårdeste liga, vil hun blive et stort aktiv for SK Aarhus, siger han. /ritzau/