Silvan oplærer arbejdsløse til job
Silvan gør det selv selv. I hvert fald når det handler om at løse problemer med mangel på arbejdskraft.
Arbejdsløsheden i Østjylland er i bund. Det er de fleste glade for, men for arbejdsgiverne betyder den lave arbejdsløshed, at det er blevet sværere at finde kvalificeret arbejdskraft.
Byggemarkedskæden Silvan vil løse problemet ved at gå målrettet efter arbejdsløse, som ellers ikke umiddelbart har de rette kvalifikationer.
De arbejdsløse bliver tilbudt et specielt uddannelsesforløb, der både består af teoretisk undervisning og praktikophold i en af kædens forretninger. Derefter bliver de tilbudt et job.
- Det er en win-win situation. De arbejdsløse får et job. Til gengæld får vi medarbejdere, som typisk vil være meget loyale over for deres arbejdsplads, fortæller Silvans Human Resource-chef, Freddy Lauridsen.