Silkeborg IF forlænger kontrakt med ung talent

Silkeborg IF har forlænget kontrakten med den 19-årige forsvarsspiller Simon Jakobsen, der har trænet med holdet i efteråret.

Simon Jakobsen har fået forlænget sin kontrakt med Silkeborg IF. Det sker ifølge klubben efter et positivt udviklingsforløb, hvor den unge forsvarer har vist sit potentiale gennem et fint efterår med mange gode indsatser og en plads lige i udkanten af holdet:

- Han har gjort et overbevisende indtryk i efteråret, hvor han har trænet fuldt med førsteholdet. Det er meget glimrende at få snor i så perspektivrig en spiller, som nu får tid til at fortsætte sin gode udvikling hos os. Vi har at gøre med en forudseende, fornuftig og duelstærk type, som givetvis tidligt vil blive en erfaren spiller på højt niveau - og som i mine øjne må kandidere kraftigt som et emne til ungdomslandsholdene, siger SIF's cheftræner, Troels Bech, i en pressemeddelelse.

Også Simon Jakobsen ser frem til at fortsætte i Silkeborg IF, som han har repræsenteret siden drengeårene:

- Det er en drøm, der går i opfyldelse - at komme på fuldtidskontrakt med den klub, jeg har spillet i siden min tid som microput. Jeg har jo trænet fuldt ud med førsteholdet siden i sommers, og jeg synes, at det er gået rigtig godt. Jeg har været med i truppen til mange kampe i efteråret, og nu er det selvfølgelig målet at tage det næste skridt og få noget spilletid i foråret, fortæller Simon Jakobsen, der er et produkt af Silkeborg Fodbold College.

Simon Jakobsen er foreløbigt noteret for to førsteholdskampe i SIF.