SIF-spiller stopper

32-årige Henrik Schnedler har på årsdagen for sin knæskade valgt at stoppe som professionel fodboldspiller.

Det er præcis et år siden, at Henrik Schnedler pådrog sig en slem knæskade, og efter et genoptræningsforløb uden den forventede og ikke mindst forhåbede fremgang, har kanonkongen nu valgt at indstille karrieren:

- Jeg har ud fra en lægelig vurdering om, at knæet aldrig bliver klar til topfodbold igen besluttet, at nu må der sættes en streg i sandet. Det er nytteløst at blive ved med at træne hen mod et mål, jeg alligevel ikke kan nå, siger Henrik Schnedler i en pressemeddelelse.

Henrik Schnedler startede på SIFs DS-hold, men spillede sig via en række overbevisende præstationer ind i varmen omkring SAS Liga-holdet, hvor han debuterede som indskifter i hjemmekampen mod Real Zaragoza i UEFA Cup'en i september 2001.

Den rutinerede spiller har været på kontrakt i otte år og fortæller, at han vil savne livet som SIF-spiller. Men han føler sig også lettet over, at der nu endelig er truffet en beslutning vedrørende fremtiden.

- Det gode er, at jeg nu kan komme i gang med en mere normal tilværelse sammen med familien.