SIF henter topscorer

Silkeborg IF har sikret sig markant forstærkning til næste sæson

Foto: Silkeborg IF

Fodboldklubben Silkeborg IF er fra næste sæson at finde i 1. division, men det har ikke betydet, at klubben ikke har kunnet forstærke sig.

Forårstopscorer Morten Beck forlader klubben, og nu er der hentet en direkte erstatning.

Det er den 25-årige Andreas Albers, der i øjeblikket er topscorer i Vejle Boldklub, som skifter til Silkeborg IF.

Han har lavet 11 mål i indeværende sæson i 1. division.

- Efter godt fire år i Vejle havde jeg et ønske om at prøve noget nyt, og SIF var den klub, der tilbød de bedste forhold og betingelser. Jeg har i mit valg lagt vægt på, at det skulle være en klub med visioner og udviklingsmuligheder, og det er der i SIF, bl.a. med et nyt stadion på vej. Det kan jeg se mig selv som en del af, siger Andreas Albers i en pressemeddelelse.

Han har scoret 50 mål for Vejle i 130 kampe for klubben, og hans næste mål bliver altså nu at se, om han kan drive Silkeborg IF tilbage til Superligaen.