Sander: Sverige skal uddanne flere læger
Blandt andre Aarhus Universitet optager mange medicinstuderende fra Sverige. Det vil videnskabsministeren lave om på.
Det er positivt, at mange udenlandske studerende tager deres uddannelse i Danmark, mener videnskabsminister Helge Sander (V). Men når det gælder medicin, er situationen ikke acceptabel, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.
I år har tilstrømningen af svenskere til danske medicinstudier atter været høj, og det faktum tilskriver Helge Sander bl.a. et åbenlyst misforhold i antallet af studiepladser på uddannelsen pr. indbygger i Danmark og Sverige.En opgørelse, som Videnskabsministeriet har udarbejdet i samarbejde med søsterministeriet i Sverige, viser, at Danmark udbyder 25,6 pladser på medicinstudiet pr. 100.000 indbyggere. I Sverige er tallet 14,5.
- Derfor kan det selvfølgelig ikke undre, at mange svenske studerende søger til Danmark. Det er ikke tilfredsstillende, at vi udbyder så mange flere pladser pr. indbygger i forhold til Sverige, siger Helge Sander til Jyllands-Posten.
Han har nu diskuteret sagen med den svenske universitetsminister, Tobias Krantz.
- Den svenske regering har netop besluttet, at man vil gå i gang med en undersøgelse af en generel udbygning af de svenske universitetsuddannelser. Herunder også medicin, fortæller Helge Sander.
- Forventer du, at svenskerne tager hånd om problemet?
- Det gør jeg afgjort. Vi har aftalt, at når vi får helt styr på optagetallene, tager vi en drøftelse af situationen., Jeg er meget tilfreds med, at jeg er blevet lovet, at man igen vil se på en hårdt tiltrængt udbygning, siger videnskabsministeren.
Det er dog ikke kun de danske medicinstudier, der oplever stor interesse fra udenlandske studerende.
På Aarhus Universitet viser en opgørelse af de allerede indskrevne studerende, at ca. hver 10. fuldtidsstuderende er udlænding, og på Syddansk Universitet melder studiechef Per Andersen om stor interesse fra resten af verden blandt ansøgerne.
- Vi har oplevet en meget voldsom stigning i specielt kandidatoptaget på bl.a. vores ingeniøruddannelser, siger han og konstaterer, at andelen af udenlandske studerende på SDU
ligeledes er ca. 10 pct.
Udviklingen glæder Helge Sander:
- Det er en tendens, der ses landet over. Det, synes jeg, er utroligt positivt. Jeg mener, at det er en forudsætning for, at internationaliseringen og globaliseringen kommer til at fungere, siger han til Jyllands-Posten.