Særpræget klenodie forsvundet i ti år: Nu beder ejerne om hjælp
En særpræget tromme fra 1800-tallet har været forsvundet i ti år. Nu beder ejerne om hjælp til at finde den.
Ti år. Så lang tid har de frivillige ved Vejlby-Risskov Lokalhistorisk Arkiv ledt efter en forsvunden ejendel.
En særlig tromme, der går under navnet Vejlby-Trommen, har nemlig været forsvundet siden 2009. Og til trods for, at de frivillige har søgt og ledt, har de indtil videre ikke haft heldet med sig.
- Vi er nogle frivillige mennesker, der er kommet til på lokalhistorisk arkiv, som ikke kan forstå, at den kan være væk. Vi har spurgt over alt og ledt efter den, men vi kan ikek finde den, siger Knud Erik Balle, der er frivillig medarbejder på Vejlby-Risskov Lokalhistorisk Arkiv, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Faktisk har trommen været forsvundet i så mange år, at Knud Erik Balle aldrig selv har set trommen i virkeligheden.
- Det eneste, jeg har, er det ene billede af trommen. Og vi ved ikke, hvad der er sket. Vi er bare interesseret i at få den tilbage, siger han.
Han fortæller, at trommen er af meget særlig og værdifuld karakter. Faktisk så enestående, at han ikke fortælle, præcist hvor værdifuld den er.
- Et sted mellem år 1819 og 1863 har den været brugt som regimentstromme. Derefter stod den på arkivet i en årrække, den har stået på Vejlby Skole og sognegården, og så blev den lånt ud til Vejlby-spillene. Så den er virkelig et klenodie, siger Knud Erik Balle.
Læs også
Hvis nogen har set trommen, kan man kontakte lokalarkivet gennem deres hjemmeside vejlbyrisskovarkiv.dk
Usædvanligt tyveri: Hoved stjålet
Tidligere har TV2 ØSTJYLLAND fortalt om et andet særpræget tyveri. I november blev hovedet af Mellerup Valgmenigheds grundlægger, Jens Bek, stjålet. Busten stod på toppen af en mindesten på Mellerup kirkegård.
Busten af Jens Bek stod på valgmenighedens Kirkegård, før den forsvandt. Den stammer fra en tid, hvor Mellerup var placeret som en vigtig by på det kulturhistorisk landkort. Og derfor vækker tyveriet sorg i valgmenigheden.
- Den er et billede på vores kulturarv her fra Mellerup. Den har både en kulturhistorisk og lokalhistorisk betydning, fordi han jo har været en foregangsmand her i Mellerup. Både i forhold til vores tidligere højskole og vores valgmenighed, som stadig eksisterer i dag, sagde Ellen Mønsted Larsen dengang til TV2 ØSTJYLLAND.