Røveriforsøg mod postkontor

To røvere truede kvindelig ansat på postkontoret i Auning med koben, men fik ingen penge.

To mand forsøgte tidligt tirsdag morgen at begå røveri mod postkontoret i Auning på Djursland, oplyser Ritzau.

Ifølge Kriminalpolitiet i Randers brød de to mænd ind ved at knuse en rude, inden posthuset åbnede. De blev overrasket af en kvindelig ansat, som de derpå truede med et orange koben.

Røverne forlangte, at hun skulle skaffe dem penge fra hendes egen pung eller postkontores kasser, men medarbejderen afviste, at hun havde adgang til nogle værdier. Derefter forsøgte de to selv at rode skuffer og skabe igennem, men forsvandt kort efter uden udbytte.

De var begge klædt i mørke dynejakker og forsvandt til fods langs banelegemet i byen. Den ene var cirka 35-årig, mørk i huden og med et lille overskæg.