Rekord skal slås: Fodboldspiller spiste to kilo risengrød på ti min.

Randers holder igen i år danmarksmesterskab i risengrød

Foto: Colourbox

Hvis du er en af dem, der føler sig temmelig mæt efter blot en enkelt skål risengrød, så er et af kommende danmarksmesterskab i Randers nok ikke noget for dig.

Randers Kommune er sammen med selveste julemanden i år for anden gang vært for begivenheden 'DM i julegrød', hvor store som små grødspisere skal dyste om at fortære flest kilo risengrød.

For det er nemlig kilo, der er tale om. Sidste år var rekorden hele to kilo risengrød, som blev spist på 10 minutter:

- Det var en ungdomsspiller fra Randers FC. Han lignede ellers ikke en, som kunne konsumere så megen grød. han var jo ikke ligefrem julemandsstørrelse, siger julemanden, som også lystrer navnet Jan Lund, på en telefon til tv2oj.dk.

Nu mangler kun pengene

Forberedelser i gang

Den randrusianske julemand, Jan Lund, glæder sig til at se om rekorden kan blive slået. Grød skal der i hvert fald være nok af, når mesterskabet finder sted den 19. december i Randers.

Der bliver indkøbt mellem 150 og 200 kilo grødris, som skal forvandles til lun risengrød - klar til at blive serveret i 100 kilos gryder.

Er man ikke den store grødfan, er der også mulighed for at slå rekorder med pebernødder. Hvor mange pebernødder kan der indtages på to minutter, lyder udfordringen.

- Vi synes, det er en sjov gimmick med grøden og pebernødderne, siger julemand Jan Lund.

Vær en julemand

Udover spisekonkurrencerne kan deltagerne også gennemgå den helt store julemandsprøve. En forhindringbane, hvor det handler om at være den hurtigste til at kravle gennem en skorsten med en sæk fuld af gaver på ryggen.

Gaverne skal lægges under et juletræ, hvorefter der skal spises tre småkager og drikkes et glas mælk, inden turen går gennem skorstenen igen.

- Det er samme prøve, som vi julemand skal gennemføre for at få vores autorisation, siger Jan Lund.

DM i grød- og pebernøddespisning og en masse andre juleaktivteter finder sted i Houmeden i Randers lørdag den 19. december fra klokken 10.

Der er mulighed for at tilmelde sig disciplinerne senest klokken 12 på selve konkurrencedagen.