Randers vil være friluftskommune
Arbejder målrettet med at gøre naturen tilgængelig
Randers Kommune vil være officiel friluftskommune. Det sker efter opførelsen af den nye lystbådehavn i Udbyhøj, nyt naturcenter med handicapvenlig havn og flere andre tiltag, som gør det muligt at bruge naturen aktivt.
- Det er vigtigt at gøre naturen tilgængelig for alle. Naturen byder på oplevelser og muligheder, som er sunde for både kroppen og for sjælen. I Randers Kommune har vi en smuk natur langs især Gudenå og Randers Fjord, der byder på helt unikke muligheder for både borgere og turister. Muligheder som kommunen målrettet har arbejdet med at synliggøre og gøre mere tilgængelig. Derfor synes vi også, at det er nærliggende at lægge billet ind på Friluftsrådets pris, udtaler borgmester Henning Jensen Nyhuus i en pressemeddelelse.
Det er fjerde år i træk, at Friluftsrådet præmierer den danske kommune, som har gjort mest for at fremme mulighederne for gode oplevelser i naturen. I år har konkurrencen temaet "Friluftsliv i blå områder". Det betyder, at der er fokus på borgernes muligheder for friluftsliv i sø, hav, fjord, å, kanal osv.
I alt 21 kommuner deltager i konkurrencen om at blive Friluftskommune 2012. Med titlen følger en check på 250.000 kroner.
Vinderen afsløres i begyndelsen af oktober.