Praktik fører til vækst

Hostingvirksomheden Danhost samarbejder ofte med Jobcenter Randers om rekruttering

Det er ikke altid nødvendigt at gennemgå den traditionelle ansættelsesprocedure med stillingsopslag, ansøgninger og samtaler, når der skal ansættes nye medarbejdere.

Det har hostingvirksomheden Danhost fundet ud af.

- Vi nyder godt af at være i dialog med Jobcenter Randers, og vi ser det som en seriøs medspiller i vores rekrutteringsarbejde. Jobcenteret er rigtig gode til at finde nogle kandidater, der matcher de funktioner, vi har behov for at få dækket, siger Jesper Dalgaard, der er direktør i hostingvirksomheden Danhost, i en pressemeddelelse.

Giver plads til udvikling

Siden 2011 har han og Danhost med jævne mellemrum ansat medarbejdere via jobcentret. Ofte er det jobcentret, som har kontaktet virksomheden, når der har været en potentiel medarbejder ledig.

Herefter har Danhost fået tilbuddet om at få medarbejderen i praktik.

- Praktikken har gjort, at vi omkostningsfrit har kunnet prøve medarbejdere af i nye stillinger på områder, som vi ikke i første omgang havde tænkt os at udvikle, siger Jesper Dalgaard.

- Flere medarbejdere har så undervejs i praktikken vist deres værd og er blevet fastansat, og på den måde kan man sige, at vores samarbejde med jobcenteret i sidste ende faktisk også har ført og fører til vækst i virksomheden.

Danhost har i øjeblikket 11 fastansatte medarbejdere, og heraf er tre blevet ansat gennem samarbejdet med jobcenteret.

Det er muligt for alle virksomheder at samarbejde med Jobcenter Randers om rekrutteringssamarbejde.