Pølse med mobilen

Første østjyske sted med mobilbetaling

Et par tryk på mobiltelefonen og så har du betalt for din franske hotdog.

På grillbaren Café Charlie i Randers kan man nu som det første sted i Østjylland betale med sin mobiltelefon.

- Det er helt sikkert fremtiden. Der var lidt problemer engang imellem i går, men folk skal også lige vænne sig til det. Ellers fungerer det super fint, siger Mette Drejer, ejer af grillbaren, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Mobilbetaling fungerer ved at kunderne downloader en app til deres mobiltelefon.

Her skal de indtaste telefonnummeret på grillbaren og angive beløbet. Kort tid efter er betalingen gennemført.

Det er Danske Bank, som administrerer mobilbetalingen.