Politi efterlyser vidne
Forsøgte at stoppe blufærdighedkrænkelse i bus
Østjyllands Politi efterlyser en kvinde, der mandag den 6. oktober var vidne til en blufærdighedskrænkelse i bus nr. 200, som kører mellem Hinnerup og Skanderborg.
Under busturen blev en 23-årig kvinde befamlet af en midaldrende mand, som satte sig ved siden af hende.
- Vi efterlyser et vidne - en kvinde - som flere gange forsøgte, at få manden til at stoppe og den forurettede kvinde til at flytte sig, siger politikommissær, Thomas Hinge, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Det gør vi, fordi vi selvfølgelig meget gerne vil finde frem til den rette gerningsmand.
Den kvinde, som politiet nu efterlyser beskrives som høj og slank, hun havde hvidt hår og bar briller. Hun talte til både gerningsmanden og til den 23-årige.
Bus nr. 200 kører mellem Grundfør via Hinnerup til Aarhus, Hørning og Skanderborg. Manden steg angiveligt på ved Rønbækskolen i Hinnerup og løb ud af bussen ved Viby Torv.
Episoden fandt sted mandag den 6. oktober ved 15-tiden.
Østjyllands Politi vil meget gerne høre fra dig, hvis det var dig, der hjalp i bussen - eller hvis du var vidne til overfaldet. Politiet kan kontaktes på 114.