Politi-aktion giver resultater
Hjælp fra borgerne sætter tyve bag tremmer
Østjyllands Politis appel til borgerne om at holde øje med, hvad der foregår i nabolaget og den skærpede indsats mod indbrudstyve, begynder nu at vise resultater.
I det seneste døgn er der foretaget en række anholdelser, som helt eller delvist er begrundet i henvendelser fra offentligheden.
En 30-årig mand er i dag fængslet i fire uger, efter at han i aftes blev anholdt under et indbrud.
Han er desuden sigtet for fire indbrud begået fra 22. juli til den 8. september i området omkring Hasle og Åbyhøj, hvor han blandt andet har stjålet computerudstyr til en værdi af ca. 50.000,- kr.
Opførte sig "mystisk"
I Mundelstrup anholdt politiet i aftes to personer efter henvendelser fra borgere om, at de opførte sig "mystisk".
I Rønde blev to unge mænd anholdt i en stjålet Jaguar. Da politiet undersøgte dem nærmere viste det sig, at de er gerningsmænd til en serie indbrud i Hjortshøj-området i den senere tid.
Politiet opretholder appellen til borgerne om hjælp under "oprydnings-aktionen".
- I forbindelse med vores markant skærpede indsats mod det stigende antal indbrud i privatboelser opfordrer vi borgerne til at ringe til alarmcentralen - 112 - hvis man ser et indbrud, der er i gang, eller bemærker mistænkelige personer eller køretøjer i lokalområdet, siger politikommissær Mogens Brøndum.
Se billeder af nogle af tyvekosterne i det korte tv-indslag om sagen øverst på denne side.