Far og søn død efter sammenstød mellem letbane og bil

En 32-årig mand og en syvårig dreng er døde efter et sammenstød mellem et letbanetog og en personbil.

00:53

Der har lørdag formiddag været et sammenstød mellem en personbil og et letbanetog i Trustrup på Djursland. Video: Øxenholt foto

Der har lørdag formiddag været et sammenstød mellem en norsk indregistreret personbil og et letbanetog i Trustrup på Djursland.

En 32-årig mand og en syvårig dreng er omkommet i forbindelse med ulykken. Yderligere to personer er kommet til skade, men er uden for livsfare og er nu indlagt på Skejby Sygehus i Aarhus. Der er tale om en norsk familie bestående af to voksne og to børn, som alle befandt sig i personbilen ved ulykken.

Læs også Letbanedirektør efter ulykke: - Det er dybt tragisk

Politiet fik anmeldelsen klokken 11.05, fortæller politiinspektør Brian Voss Olsen fra Østjyllands Politi.

- De fire i personbilen blev alle indbragt til undersøgelse på Skejby Sygehus, og status er, at den voksne mand og hans søn er afgået ved døden. De to andre i bilen er uden for livsfare, men dog stadigvæk indlagt, siger han lidt efter klokken 15.

Der er ikke konstateret tilskadekomne i letbanens tog.

Letbanetoget efter ulykken i Trustrup på Djursland. Foto: Per Øxenholt - Ritzau Scanpix

Undersøgelsen vil tage mange dage

Østjyllands Politi modtog meldingen klokken 11.05 via 112 og har været massivt til stede i området hele dagen. Politiet appellerer til, at folk holder sig væk fra ulykkesstedet.

- Folk skal lade vær med at søge frem mod uheldet, da vi arbejder i området og skal kunne komme ordentligt til, siger vagtchef Martin Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.

På baggrund af anmeldelsen, blev der iværksat en større redningsindsats og politiet samarbejder nu blandt andet med havarikommissionen og en bilinspektør.

Kriminalteknisk Center er også til stede ved letbaneoverkørslen.

00:23

VIDEO: Politiinspektør ved Østjyllands Politi Brian Voss Olsen kommenterer her på politiets arbejde ved ulykkesstedet.

Luk video

Ifølge politiinspektør ved Østjyllands Politi, Brian Voss Olsen, kommer der til at gå mange dage, før ulykken er undersøgt til bunds:

- Der pågår en massiv undersøgelse af, hvad der er sket. Indtil videre fortsætter vi resten af dagen og morgenen med, hvis nødvendigt. Vi tager den tid, det kræves for at få gjort det her med så høj kvalitet som muligt, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Østjyllands Politi samarbejder også med de norske myndigheder i forhold til de tilskadekomne og deres pårørende.

En akutlægehelikopter ankommer til ulykkesstedet lørdag formiddag. Foto: Øxenholt foto

Rystet letbanedirektør afventer undersøgelse

Direktøren for Aarhus Letbane, Michael Borre, udtaler til TV2 ØSTJYLLAND, at han er dybt berørt af situationen:

- Det er dybt tragisk, og det er klart, at jeg er berørt af det. Især fordi vi ikke ved, hvorfor det er sket. Mine tanker går til de efterladte og de pårørende, og vi afventer nu Havarikommissionens undersøgelse, siger Michael Borre til TV2 ØSTJYLLAND.

Han oplyser desuden at ulykken er sket, idet et letbanetog med høj hastighed kørte gennem overkørslen, ramte bilen og derfra slyngede den ind i en kørestrømsmast.

01:10

VIDEO: Direktøren for Aarhus Letbane, Michael Borre, kommenterer her på ulykken.

Luk video

Der er ingen bomme ved overkørslen, men et lysanlæg og en blinker. Ifølge Michael Borre var Banedanmark ved at opdatere overkørslen, inden ulykken indtraf:

- Banedanmark er i gang med en række ombygninger derude som led i et projekt, der handler om at sætte hastigheden op, så vi kan køre 100 kilometer i timen på hele strækningen. Der er mellem fire og fem overkørsler, der endnu ikke er opgraderet. Vi ved ikke, om Banedanmarks ombygning kan have spillet ind. Det er det, Havarikommissionen skal undersøge nu, siger Michael Borre til TV2 ØSTJYLLAND. 

Overkørslen er en sikret overkørsel, og der er intet unormalt i, at der ikke er et bomanlæg. Vi skal nu finde ud af, om lysanlægget og blinkeren har fungeret.

Michael Borre, direktør, Aarhus Letbane

Han understreger desuden, at overkørslen lever op til de regler, der er på området: 

- Overkørslen er en sikret overkørsel, og der er intet unormalt i, at der ikke er et bomanlæg. Vi skal nu finde ud af, om lysanlægget og blinkeren har fungeret. Derfor afventer vi Havarikommissionens undersøgelse, før vi kan sige mere om det, siger Michael Borre til TV2 ØSTJYLLAND.

Lørdag eftermiddag er teknikere ved at tjekke lyden og lyset på overkørslen. Det er altså endnu ikke slået fast, hvad der var grunden til ulykken.

Teknikere var til stede ved ulykkesstedet på Albøgevej i Trustrup på Djursland lørdag eftermiddag. Foto: Øxenholt foto

Store forsinkelser og aflysninger i letbanetrafikken

Trafikselskabet Midttrafik oplyser på deres hjemmeside, at der vil være store forsinkelser og aflysninger i forbindelse med ulykken.

Klokken 18.30 lørdag lyder meldingen at kørslen på indre strækning og mod Odder og Hornslet forventes nogenlunde normaliseret over de kommende timer.

En far og hans søn er omkommet ved ulykken. En anden voksen og et barn, der også var i personbilen, meldes uden for livsfare. Foto: Per Øxenholt / Ritzau Scanpix

Kørslen er fortsat helt indstillet mellem Hornslet og Grenaa. De indsatte erstatningsbusser tages ud af drift fra kl. 19. Du kan finde alternative rejseveje på Rejseplanen, hvor du skal fravælge letbanen som "transportform".

Kunder på Hornslet - Grenaa strækningen kan benytte sig af Midttrafiks rejsegaranti.

Trustrup ligger 13 kilometer sydvest for Grenaa, der er endestation på den letbanestrækning, der går fra Aarhus til Grenaa.

Uheldet skete ved Albøgevej i Trustrup på Djursland. Foto: Google Maps

Problemer på åbningsdagen

Efter flere udsættelser rullede den første letbanetur fra Grenaa mod Aarhus på skinnerne den 30. april 2019, klokken 05.14.

Læs også Letbanen kører jomfrutur med bump på vejen

Den første tur fra Grenaa til Aarhus var med store forsinkelser, der blandt andet skyldtes, at bommene, der er placeret steder, hvor letbanen krydser vejen, ikke kørte op og ned ad sig selv, og chaufførerne manuelt måtte ud og og styre dem.

Det er endnu ikke til at sige, hvorfor ulykken skete da Østjyllands Politi og Havarikommissionen fortsat er i gang med at undersøge.

04:19

VIDEO: Åbningsdagen for letbanestrækningen var fuld af problemer. Info-tavlerne var ikke opdaterede, og bommene ville ikke køre ned, hvilket gav store forsinkelser, da chaufførerne manuelt måtte ud og styre dem.

Luk video

Denne artikel opdateres løbende.