Penge til natteravne
Natteravnene i Århus Vest får nu et skulderklap og 431.000 kroner af Indenrigs- og Socialministeriet.
De går på gader og stræder om aftenen i gule jakker, natteravnene. Her taler de med de unge og andre, som også er ude i mørket. Idéen er, at man ved at tale med potentielle ballademagere undgår hærværk, vold og anden uro.
Nu får natteravnene i Århus Vest en hjælpende hånd til rekrutteringen af nye frivillige. Der er Indenrigs- og Socialministeriet, som har bevilliget 247.000 kr. i 2009 og 184.000 kr. i 2010.
- Velfærd handler om at indgå i positive sociale netværk, at være en del af samfundet og betyde noget for andre mennesker og de frivillige sociale organisationer er i høj grad med til at skabe og sikre de netværk og sociale relationer, som alle mennesker har brug for, lyder det fra indenrigs- og socialminister Karen Ellemann i en pressemeddelelse.
Penge skal bruges til at rekruttere nye natteravne blandt områdets ressourcestærke voksne og forsøgsvis også storebrødre.