Penge til børn af psykisk syge
SIND får tre millioner til at hjælpe pårørende
Med tre millioner kroner fra Satspuljen vil Landsforeningen SINDs Pårørenderådgivning de næste tre år styrke hjælpen til børn, der har forældre med psykiske lidelser.
SIND skriver i en pressemeddelelse, at der er alt for få tilbud til børn med psykisk syge forældre, og at politikere er blevet mere opmærksomme på problemet.
De tre millioner kroner til SINDs arbejde med børn glæder leder af Pårørenderådgivningen, Anne Margrethe Gad Jørgensen.
- Via vores rådgivninger og samtalegrupper har vi gennem årene samlet masser af dokumentation for, at det er afgørende med hjælp til børnene. Helst så tidligt som muligt. Nu kan vi hjælpe endnu flere de kommende år og får et godt afsæt for at udbrede samtalegrupperne fra Midtjylland til flere dele af Danmark. Det er et stort fremskridt, siger hun i en pressemeddelelse.