Pædagoger strejker i Silkeborg

Pædagoger nedlægger arbejdet i protest mod besparelser. Børnehaver, vuggestuer og fritidsklubber holder lukket i morgen.

Arbejdsnedlæggelsen sker i protest mod planer om besparelser på børnepasningen svarende til 15 fuldtidsstillinger.

På den baggrund var pædagoger og pædagogmedhjælpere var i dag samlet til stormøde, og her blev det besluttet at nedlægge arbejde i morgen.

- Medarbejderne er frustrerede over manglende information fra politikerne om de nye besparelser, siger Per Brobæk Madsen, der er faglig sekretær i pædagogmedhjælpernes fagforening PMF til TV 2 / ØSTJYLLAND.

Besparelserne er endnu ikke besluttet, men indgår som en del af de nuværende budgetforhandlinger i Silkeborg Kommune. Arbejdsnedlæggelsen er overenskomststridig og næsten alle institutioner i kommunen vil holde lukket.

Medarbejderne vil mødes igen søndag for at beslutte, om strejken skal fortsætte.