På vej ud af slutspillet
BSV tabte på hjemmebane til Skjern
Lørdag aften tog Bjerringbro-Silkeborg (BSV) imod Skjern i den tredje kamp i slutspillet før semifinalerne i Herre Håndbold Ligaen, og her tabte BSV med 25-29.
BSV var ellers tæt på et comeback i de døende minutter, da de kom på 23-25 seks minutter før tid, men i sidste ende var det Skjern, der holdt deres firemålsføring fra pausen og dermed hentede de to point, og derfor ser det rigtig skidt ud for BSVs avancement fra slutspillets gruppe B.
Lørdagens nederlag var nemlig det tredje i træk for BSV, der ligger sidst efter Skjern, Mors/Thy og Århus Håndbold. BSV har et enkelt bonuspoint med fra de ordinære spillerunder.
- Det ser sort ud
Gruppens førsteplads er ganske overraskende besat af Mors/Thy med seks point og bedste målscore, mens Skjern med to sejre og to bonuspoint med fra de ordinære spillerunder er den anden klub med seks point.
Sidst i gruppe B ligger BSV, der ellers endte som nummer tre i tabellen efter de ordinære spillerunder, og derfor er der også langt til en logisk forklaring på det kollaps, der er blevet en realitet for klubben.
- Det ser sort ud. Vi går efter at komme videre, men det har bare ikke fungeret i slutspillet i år, lød det fra BSVs landsholdsspiller Rasmus Lauge til TV2 efter kampen.