Overfaldet før ferietur
25-årig hoppede på parkerede biler i Risskov
En bilejer fra Vejlby i det nordlige Aarhus blev lørdag overfaldet, netop som han var i færd med at pakke bilen til en ferietur.
Ifølge politiet sneg en mand sig ind på bilejeren lidt efter klokken syv om morgenen. Gerningsmanden greb hårdt fat i bilejerens ene arm og vred den rundt for at få fat i bilnøglerne.
Det lykkedes imidlertid ikke, hvorefter gerningsmanden forsvandt.
Hoppede på biler
Episoden fandt sted på Nordlandsvej. Mindre end en time senere fik politiet en anmeldelse om, at en mand hoppede rundt på en række parkerede biler på Lystrupvej i Risskov ikke langt derfra.
Under et forsøg på at stjæle en af bilerne slog gerningsmanden en 61-årig mand med flere knytnæveslag.
Det lykkedes for en række tililende beboere at tilbageholde manden og tilkalde politiet. Den 25-årige mand blev anholdt i samme øjeblik, en politipatrulje ankom til stedet.
Politiet er overbevist om, at den 25-årige mand også står bag overfaldet på Nordlandsvej tidligere på morgenen. Han blev afhørt på politistationen, hvorefter han blev løsladt.
- Ingen af de to personer, som blev overfaldet, kom alvorligt til skade. Men de er naturligvis chokerede, siger vagtchef Jens Rønberg fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.