Olafur med luksusproblemer: Umuligt at gøre alle glade
Randers FCs cheftræner Olafur Kristjansson har mange profiler at vælge imellem til start 11eren
Det kronjyske Superligamandskab fra Randers FC møder fredag Lyngby Boldklub på hjemmebane, og her gør to tilbagevendte profiler det endnu sværere for cheftræner Olafur Kristjansson at vælge sine startende 11 spillere. Nicolai Poulsen er tilbage på midtbanen, imens nyindkøbet fra Hobro, Mayron George, også er meldt klar.
- Det er umuligt at gøre alle glade, og det forsøger jeg heller ikke på. Jeg kommunikerer ud, at jeg altså ikke kan stille med 13 mand, for det tillader DBU ikke. Hver enkelt spiller må forstå sin rolle på holdet og så gribe chancen, når den kommer, siger Olafur Kristjansson til tv2oj.dk.
Læs også
Holdet kommer i første række, slår han samtidig fast. Og sådan bliver det også i morgendagens kamp, som han forventer ikke bare lige bliver en walkover.
- Lyngby er et godt hold og et meget atypisk oprykkerhold. De har et godt koncept med nogle stærke individualister, lyder det fra træneren.
Nødt til at passe på kontraer
I forhold til de stærke individuelle færdigheder, der er på holdet, har hver enkelt spiller i Randers-truppen da også i de seneste dage forberedt sig på sin direkte modstander.
- Men fokus er stadig mest på os selv. Vi skal være svære at spille imod, stå godt på banen og så få lukket kampen, forklarer Olafur Kristjansson.
Opskriften på succes mod de blåblusede fra Nordsjælland har han også klar.
- Mange forventer, at vi skaber kampen, når vi er på hjemmebane, og det skal vi også. Men vi er også nødt til at lukke ned for deres farlige omstillinger og kontraer. Så selvom det lyder røvkedeligt, så er vi nødt til ikke at blive for ivrige, siger cheftræneren.
Både Nicolai Poulsen og Mayron George kan endnu ikke spille en hel kamp, men Olafur Kristjansson regner med, at de begge minimum kan klare en halvleg. Opgøret fløjtes i gang kl. 18.