Offentliggør billeder fra røveri
Gerningsmændene til et bankrøveri i Viby er stadig på fri fod.
Århus Politi offentliggør billeder af de to mænd, der mandag formiddag røvede en Nordea-bank på Skanderborgvej i Viby.
Den ene af mændene smadrede ruden til banken, netop som de ansatte var i færd med at tømme døgnboksen. Derefter løb hans medgerningmand ind i banken og tømte bankboksens indhold ned i en orange pose.
De to mænd stak efter røveriet af i en stjålet Ford Mondeo, som senere blev fundet på Viemosevej kort derfra.
Gerningsmændene er stadig på fri fod, men Århus Politi håber, at nogen er i stand til at komme med tips om røverne - måske på baggrund af det specielle rød/hvide-logo, den ene røver havde foran på sin sweatshirt.
Manden er formentlig 18-20 år og af sydlandsk herkomst. Han er desuden spinkel af bygning, adræt og 170-175 centimeter høj.