Nyt skateranlæg i Aarhus C

Skolegård får skatebowl

Foto: Colourbox

Nu er der godt nyt til byens unge skatere. Skolegården ved Læssøesgade Skole i Aarhus forvandles inden længe til et anlæg til skatere og parkourudøvere.

Det nye anlæg bliver på i alt 3.000 kvadratmeter, som opdeles i forskellige zoner, hvor der kan skates eller laves andre aktiviteter. Udover en egentlig skatebowl, kommer der blandt andet et plateau til dans og holdaktiviteter ved skolebygningen, mere rolige områder til leg og undervisning i det fri og et grusareal, hvor der kan spilles petanque

Den nye 'street-skolegård' bliver åben og tilgængelig for alle i lokalområdet. 

- Det bliver et helt enestående område. Det begyndte som et skaterprojekt for byens børn og unge, men bliver nu en hel oase med mange tilbud til områdets beboere, siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad, i en pressemeddelelse. 

- I Midtbyen har vi ikke mange idrætsfaciliteter, og derfor er jeg glad for, at vi nu får åbnet skolegården op for aktiviteter uden for skoletiden.

Projektet, der er tegnet af SNE Architects, koster 10, 2 mio. kr. at opføre. Aarhus Kommune har bevilget 8,2 mio. kr, mens Lokale og Anlægsfonden støtter med 2 mio. kr.

Anlægsarbejdet forventes at gå i gang i foråret 2015.