Ny direktør for Aarhus Universitet

Arnold Boon overtager direktørposten efter Jane Kraglund

Foto: Lars Kruse

Bestyrelsen på Aarhus Universitet har gennem et par måneder været på jagt en ny universitetsdirektør, efter Jane Kraglund forlod posten for at blive direktør for Region Syddanmark.

Nu er jagten slut, og valget er faldet på Arnold Boon, der tiltræder i jobbet den 1. januar 2016.

48-årige Arnold Boon, der oprindeligt kommer fra Holland, men har boet i Danmark siden 1991, kommer fra jobbet som fakultetsdirektør på SUND, Københavns Universitet, hvor han har været i ni år.

- Jeg ser Aarhus Universitet som en spændende arbejdsplads med et stort engagement blandt ledere, medarbejdere og studerende, men også en arbejdsplads med udfordringer. Universitetet har en ambitiøs strategi og står samtidig over for økonomiske stramninger, øget konkurrence om forskningsmidlerne og reformer på uddannelsesområdet. Udvikling er blevet et grundvilkår, og samtidig er der brug for en vis grad af stabilitet. Jeg vil prioritere medinddragelse og kommunikation for at sikre klarhed om beslutninger og arbejdsgange, siger Arnold Boon i en pressemeddelelse.

Universitetschef forlader sit job

Kender systemet

Han har tidligere blandt andet arbejdet som forsker på Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomiske Institut og som direktionssekretær i Danmarks JordbrugsForskning.

- Arnold Boon har både fagligt og personligt gjort et virkelig godt indtryk på bestyrelsen. Han kommer med en solid baggrund inden for økonomistyring, strategisk ledelse og administration af universiteter. Han kender sektoren ud og ind og dermed også de muligheder og udfordringer, som Aarhus Universitet står over for, siger Michael Christiansen, der er bestyrelsesformand for Aarhus Universitet.

Arnold Boon blev valgt til jobbet ud fra et felt af 11 ansøgere.

Fakta

Den første universitetsdirektør på Aarhus Universitet blev ansat efter universitetsreformen i 1970.

Herunder kan du se de tidligere universitetsdirektører på Aarhus universitet:

1970-1978 cand.polit. Jens Sørensen
1978-1979 cand.jur. Mogens Mau Pedersen (fungerende)
1979-2007 cand.jur. Stig Møller
2007-2008 cand.scient.pol. Niels Højberg
2008-2009 cand.oecon. Søren E. Frandsen (fungerende)
2009-2014 cand.polit. Jørgen Jørgensen
2014-2015 rektor, professor, lic.scient. Brian Bech Nielsen (fungerende)
2015 cand.scient.pol. Jane Kraglund
2015- rektor, professor, lic.scient. Brian Bech Nielsen (fungerende)