Sigtet for flere overgreb: Frikirkepræst fra Silkeborg anholdt

En præst, som har været tilknyttet tidligere frikirke i Silkeborg, er nu blevet udleveret til dansk politi

02:26

Tirsdag morgen stod betjente klar i lufthavnen i Billund for at anholde en tidligere frikirkepræst, som er mistænkt og sigtet for flere tilfælde af overgreb mod børn og unge.

Manden har indtil for nylig opholdt sig i USA. Derfor har Midt- og Vestjyllands Politi, der står for at efterforske sagen, forsøgt gennem flere måneder at få ham udleveret. 

Læs også Politiet arbejder på at få udleveret frikirkepræst fra USA

Det er nu lykkes, og manden vil i morgen, onsdag, blive fremstillet i grundlovsforhør i Viborg med henblik på varetægtsfængsling.

- Anholdte kom frivilligt til Danmark efter aftale med hans forsvarsadvokat og Midt- og Vestjyllands politi, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

Manden er sigtet for at have misbrugt 11 børn og unge.

Ved grundlovsforhøret får den tidligere frikirkepræst for første gang selv mulighed for at udtale sig i sagen. 

Har boet i USA

Midt- og Vestjyllands Politi fik i løbet af 2016 flere anmeldelser omkring krænkelser af seksuel karakter mod børn og unge, der har været en del af den frikirkemenighed, Byens Kirke, som præsten var i. 

Allerede før anmeldelserne tikkede ind, var politiet opmærksomme på, at der muligvis var sket ting i menigheden, som var strid med straffeloven. Tilbage i 2010 opstod der en mistanke rettet mod manden. 

02:29

VIDEO: Daniel var en af de første børn og unge der stod frem med anklager mod den tidligere præst. 

Luk video

Den tidligere frikirkepræst rejste til Florida i USA i 2011 for at starte en ny menighed op. Siden da har han ikke opholdt sig i Danmark. 

Det er første gang i dag, at han igen har sat sine ben på dansk jord, hvilket har gjort det muligt for dansk politi at anholde ham.

Midt- og Vestjyllands Politi ønsker ikke at kommentere sagen yderligere, da morgendagens grundlovsforhør vil blive holdt for lukkede døre. 

I tv-indslaget øverst i artiklen kan du få et overblik over sagen og sigtelserne mod manden.