Minister indkalder til færgemøde
Alvorlig situation at Mols-Linien lukker færgerute, mener transportminsteren
Folketingets trafikordførere kaldes nu hjem fra sommerferie for at drøfte, hvad staten kan gøre ved den manglende fragtdækning på Kattegat efter at Mols-Linien har besluttet at indstille sejladsen med kombifærger på Aarhus-Kalundborg-ruten. Det skriver Jyllands-Posten.
Det er transportminister Hans Chr. Schmidt (V), der har hasteindkaldt til mødet, dagen efter at borgmestrene i Aarhus og Kalundborg sammen men transportfirmaet Frode Laursen mødtes til krisemøde i Aarhus og opfordrede ministeren til at løse problemet i en fart.
Lukningen af fragtfærgerne over Kattegat ventes årligt at sende 125.000 lastbiler ud på vejene for at køre turen til København og det øvrige Sjælland over Storebæltsbroen. Det svarer angiveligt til, at trafikken over broen øges med 8-10 procent og det vil belaste de i forvejen tæt trafikerede motorveje i det øst- og sydjyske område.
- Det er en vigtig sag, der haster med at blive drøftet. Derfor kan det ikke vente til efter sommerferien, siger Hans Christian Schmidt til Jyllands-Posten.
Han har ikke på forhånd en løsning klar, siger han til avisen.