Martin advarer: Firma snød mig - måtte lukke min virksomhed

Martin Christensen startede i 2013 sit eget vagtfirma, men så blev han ramt af et tilbud, der var for godt til at være sandt

01:59

Da Martin Christensen fra Ebeltoft i 2013 startede sit eget vagtfirma blev han kontaktet af virksomheden Business Solution, der er et webbureau, der laver hjemmesider.

Du må få en gratis hjemmeside, hvis vi må bruge din hjemmeside til at vise til andre potentielle kunder, blev der ifølge Martin Christensen lovet.

Han skrev sågar under på en kontrakt, hvor der ifølge Martin Christensen ikke stod nogle priser, men kontrakten har han ikke længere, og nu vælter regningerne ind.

Der var opkrævninger på flere tusinde kroner, som Martin Christensen i første omgang nægtede at betale.

00:22

VIDEO: Advokat Paul Henrik Jølver mener, at Business Solution er på dybt vand. 

Luk video

- Så smed de mig i RKI, og når man har en vagtvirksomhed skal man ikke stå i RKI, for så er man ligesom fanget og kommer ikke videre. Så jeg blev nødt til at lukke min virksomhed med et pænt stort tab, siger Martin Christensen til TV 2 | ØSTJYLLAND. 

TV 2 | ØSTJYLLAND har været i kontakt med flere kunder, der fortæller samme historie. På Facebook lufter 30 kunder også deres utilfredshed med firmaet – og anklagen går på det samme. Lovning på en gratis hjemmeside, der viser sig at være alt andet end gratis.

- Først bagefter tænker man ’hvorfor gjorde jeg det’. Man føler sig rigtig røvrendt. Jeg håber lidt, at de bliver straffet for den måde, de har solgt konceptet på og fanget os alle sammen, siger Martin Christensen. 

Læs også Østjyske kommuner harmoniserer regler på erhvervsområdet

Martin Christensen skylder her flere år senere stadig firmaet cirka 50.000 kroner.

Hos Business Solution afviser man at have foretaget sig noget forkert.

'30 kunder i vores kundedatabase er under 1 procent. Vi er kede af, at disse 30 kunder har fået denne opfattelse. Vi har på grund af din henvendelse haft et møde med vores salgsafdeling for at undgå lignende misforståelser med nye kunder', skriver Phillip Kaas, partner og produktionschef i Business Solutions i en e-mail til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Han mener, at det er de 30 kunder, der har problemet.

'Da vi har over 3.000 kunder på landsplan må vi nok erkende, at vores salgsafdeling har indgået aftaler med visse typer af virksomheder, som ikke skulle have fundet sted. Det er dog ikke på baggrund af, at vi ikke kunne levere det aftalte produkt, men mere fordi visse virksomhedsejere ikke har til hensigt at holde en samarbejdsaftale – tydeligvis på grund af misforståelser', skriver Phillip Kaas videre. 

00:33 Luk video

Advokat Paul Henrik Jølver repræsenterer en af de andre personer, der føler sig snydt af Business Solution. Han siger. 

- Man har meget aggressivt og uden at oplyse korrekt fået blandt andet min klient til at skrive under på en såkaldt aftale, som man end ikke fik udleveret efter underskriften, og efterfølgende viste det sig jo, at man ville kræve enorme beløb for det her og i flere år fremover.

Se mere i indslaget øverst i artiklen.