Mand stukket i ansigtet med skruetrækker: Politi søger vidner til masseslagsmål

Tre mænd var tilbage, da politi kom frem til masseslagsmål

Der blev taget flere slagvåben i brug ved masseslagsmål i Tilst. Genrefoto. Foto: Nikolai Linares - Ritzau Scanpix

Det gik sjældent voldsomt for sig, da en gruppe på op mod 20 personer tirsdag aften var involveret i et masseslagsmål i Tilst i det vestlige Aarhus.

Her blev der ifølge en anmeldelse blandt andet taget jernstænger og køller i brug, ligesom der også blev sprøjtet med peberspray.

Læs også Ældre kvinde og hund på tur overfaldet af aggressive hunde

Slagsmålet fandt sted ud for Harald Nyborg på Tilst Søndervej i Tilst, og politiet sendte en patrulje til stedet.

- Vi møder tre mænd, der selv oplyser, at de er blevet angrebet. De har fået nogle skader, men hvad der præcist er sket, ved vi ikke, siger pressemedarbejder hos Østjyllands Politi Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND. 

Ingen af gerningsmændene var at finde på stedet.

Masseslagsmålet fandt sted på Tilst Søndervej nær Viborgvej i Tilst. Foto: Google Maps

Meget voldsomt 

En 32-årig mand havde fået flere sår i ansigtet, efter at være blevet stukket med en skruetrækker, mens en 27-årig mand havde mindre skader i baghovedet, efter at gerningsmændene havde kastet en sten på ham.

- Vi får en anmeldelse fra en borger, og ud fra anmeldelsen lyder det som et meget voldsomt overfald, der er foregået.

Læs også 16-årig pige overlever voldsomt trafikuheld

Det kendskab, Østjyllands Politi har til overfaldet, stammer fra vidneudsagn og de tre mænds forklaring.

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at finde ud af, hvad der præcist skete, og hvem gerningsmændene er. 

Ønsker hjælp fra offentligheden

I den forbindelse vil politiet meget gerne høre fra vidner, der har set episoden tirsdag aften eller har oplysninger om, hvem gerningsmændene kan være. 

- Vi vil gerne have hjælp til at stykke handlingsforløbet sammen, og i den sammenhæng vil vi opfordre folk til at ringe til os på 114, siger pressemedarbejder Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND. 

På trods af overfaldets karakter slap de tre mænd umiddelbart med mindre skader.

Overfaldet blev anmeldt til politiet tirsdag klokken 17.50.

Læs også Biler endte på mark ved voldsom kollision: Ældre mand overså ung kvinde