Mænd og hund reddet fra brand

Kraftig brand på sejlbåd på Horsens Fjord

Redningsfolk fra brandvæsnet i Horsens måtte søndag eftermiddag ile de ombordværende på en 40-fods sejlbåd på Horsens Fjord til undsætning.

Klokken 12.47 udbrød der brand på båden, hvor der befandt sig tre mænd og en hund, oplyser Sydøstjyllands Politi.

- Der er 20 liter benzin på båden, som der går ild i, og det brænder altså ret kraftigt, fortæller politiets vagtchef, Jørgen Lindhardt.

Båden er total udbrændt, men redningsfolkene var heldigvis fremme så hurtigt, at ilden ikke gjorde skade på de ombordværende.

- De er ikke kommet til skade, men der er ellers ikke ret meget plads på sådan en båd, når der er brand, fortæller Jørgen Lindhardt.

Båden brød i brand 2-300 meter fra Boller Skov i den sydlige del af indre Horsens Fjord.

Ifølge politiets vagtchef er der en gasflaske om bord på båden, og man forsøger derfor at få andre sejlere til at holde sig på afstand på grund af eventuel eksplosionsfare.