Laver tegninger i rutschebanerne: 2000 spejdere indtog tivoli

Selvom de fire store spejderkorps sjældent laver ting sammen, deltog de i et arrangement i Tivoli Friheden, hvor de skulle løse poster i forlystelserne

00:44

VIDEO: Spejderne forsøger at løse kreative og udfordrende opgaver i Tivoli Frihedens forlystelser.

2030 uniformerede spejdere indtog lørdag Tivoli Friheden i Aarhus, hvor 32 udfordringer stod klar til dem.

Her gjaldt det om at klare sig bedst, så man sammen med sine venner kunne vinde over de andre spejderkorps.

Læs også Rekord: Smukfest fik 10.000 ønsker på 14 timer

- Vi håber da på, nogen af de grønne vinder. De grønne er bedst, så må de andre konkurrere om ikke at være værst, siger Jacob Hallstrøm Boegh, der normalt er KFUM-spejder i Stravtrup.

Selvom man måske siger, vi er meget forskellige, så er vi jo ikke så forskellige igen. I dag er der bare fyldt med grin og latter.

Jacob Hallstrøm Boegh, KFUM-spejder i Stravtrup

Udfordringerne indebar blandt andet ansigtsmaling på tid, mens man sidder i Tivoli Frihedens store, vippende skib samt labyrintløsning i radiobiler. Og alt derimellem.

Masser af grin og latter

Det er sjældent, at alle korps deltager i samme arrangementer på denne måde, men lørdag kunne man både finde medlemmer af Det Danske Spejderkorps, KFUM, De Grønne Pigespejdere og FDF i det aarhusianske tivoli.

Det kan være svært at løse en labyrint, mens man bliver kastet rundt i en radiobil.

Hvad det skyldes er svært at sige, men det er ikke fordi, de ikke kan lide hinanden.

- Selvom man måske siger, vi er meget forskellige, så er vi jo ikke så forskellige igen. I dag er der bare fyldt med grin og latter og folk, der har det sjovt, siger Jacob Hallstrøm Boegh til TV2 ØSTJYLLAND.

Blandt de mange opgaver, der skulle løses i forlystelserne, som ophæver tyngdekraften og kaster rundt med de unge spejdere, var der altså plads til kammeratskab samtidig med konkurrencerne.

Jacob Hallstrøm Boegh er selv KFUM-spejder, men fællesskabet kan godt strække sig mellem forskellige spejderkorps.

- Det har været mega sjovt. En ekstremt fed dag, hvor man bare hygger sammen med sine venner, siger Jacob Hallstrøm Boegh.

Efter den lange og hektiske dag skal de 2030 spejdere sove i Tivoli Friheden og i forlystelserne.

Læs også Efterskole lever som flygtninge: Vi sætter pris på Danmark