Lars Krogh melder afbud til OL
Håndboldspilleren Lars Krogh Jeppesen har meldt sig ud af kapløbet om at komme med til OL i Beijing.
En svær beslutning.
Sådan betegner håndboldspilleren Lars Krogh Jeppesen selv situationen, efter at han fredag valgte at trække sig fra kapløbet om at komme med blandt landstræner Ulrik Wilbeks foretrukne til OL i Beijing.
Den ofte skadesplagede bagspiller fra Bjerringbro-Silkeborg har ellers haft en sæson, hvor han for en gangs skyld har været skadesfri, men det er ikke nok.
- Min krop og mit niveau er ikke til et OL. Det vil kræve hård træning og ingen pause, og det er desværre umuligt for mig på nuværende tidspunkt. Jeg har for første gang i mange år spillet
en hel sæson uden skader, og det vælger jeg at glæde mig over. I stedet for vil jeg arbejde på at komme tilbage med større styrke og på et væsentligt højere niveau, siger Lars Krogh Jeppesen i en pressemeddelelse.
Hans afbud gælder kun OL, og han er klar til at træde ind i truppen, der skal til VM i Kroatien i januar.