Langsommere ambulancer
En ny plan fra Århus lægger op til, at det bliver patientens sygdom, der afgør, hvor hurtig en ambulance skal være fremme.
De mest syge har krav på de hurtigste ambulancer. Det er Århus Amt, der som noget nyt lægger op til at differentiere kravene til, hvor hurtigt ambulancerne skal være fremme. I dag stiller amterne typisk blot krav om, at udrykningerne skal holde sig inden for en gennemsnitlig minutgrænse. - Et vigtigt formål er at udnytte ressourcerne mest hensigtsmæssigt. Der skal være en større sikkerhed for, at folk med livstruende sygdomme, får den hurtige hjælp, de har brug for, siger Erika Christensen, der er overlæge og præhospital leder i Århus Amt. Hun erkender, at det offentlige står med en vigtig forklaringsopgave. - Det er utroligt vigtigt, at dem, der kommer til at vente lidt længere, får at vide, at det skyldes et system, der skal sikre dem hurtig hjælp, hvis de en dag er rigtig ilde tilredt, siger hun.