Læger skal være med til at knække alkoholmisbrug
Hurtigere rådgivning fra egen læge skal hjælpe alkoholikere
Alkoholikere har et misbrug i 10 år i snit, inden de kommer i behandling, men hurtigere rådgivning fra egen læge skal være med til at knække langvarigt misbrug
20 praksislæger i Aarhus samarbejder med kommunen for at blive endnu skarpere på at opdage borgeres alkoholproblemer, og det gælder i tilfælde, hvor borgeren selv har et problematisk alkoholforbrug, eller hvis man er pårørende til en med alkoholproblemer.
Christina Schou er praktiserende læge i Aarhus og hun peger blandt andet på vigtigheden af, at lægen selv tager initiativ til at spørge ind til sine patienters alkoholvaner.
Ny alkohollinje skal også hjælpe familien
- Vi tror på, det gør en stor forskel, for der er rigtig mange følelser forbundet med at være alkoholafhængig eller pårørende til nogen, der drikker for meget alkohol. Vi oplever, at det kan være skyld eller skam, men der er også en barriere, for lægen kan have svært ved at spørge, for vi kender vores patienter rigtig godt, og så kan det være grænseoverskridende at spørge den søde og rare patient, om der er et alkoholproblem. Som læger skal vi turde spørge, og det har vi øvet os i, fortæller Christina Schou.
Projektet har kørt i et år, og lægerne oplever, at mange patienter kommer igen til alkoholsamtaler - enten hos lægen eller hos for eksempel Center for Alkoholbehandling.