Kvinde påkørt af bakkende BMW
Slap uskadt fra uheld, men fører stak af
En 19-årig kvinde fik sig noget af forskrækkelse, da hun i går kom gående på en parkeringplads på Skanderborgvej i Aarhus.
Pludselig bakkede en sort BMW ud fra en af parkeringsbåsene, men føreren havde ikke set den gående kvinde.
Kvinden blev derfor påkørt af den bakkende bil. Der var dog ikke meget hjælp at hente fra føreren, som stak af umiddelbart efter.
Ifølge Østjyllands Politi var der tale om sort BMW. Politiet er bekendt med bilens registreringsnummer, så ejeren slipper ikke, fortæller politikommissær Mogens Brøndum til TV 2 | ØSTJYLLAND:
- Føreren af bilen kan se frem til et opkald fra politiet.
Om føreren af bilen er lig med ejeren af bilen, kan politiet ikke vide på nuværende tidspunkt.
Føreren af bilen beskrives som mand, dansk af udseende, 45-50 år og 175-180 cm. Han havde almindelig kropbygning, lys hud og kort, brunt hår. Han bar briller og talte dansk.
Kvinden slap uden skader efter påkørslen.