Kvinde endte i iskoldt vand - politi advarer mod at gå på isen
Det er livsfarligt at bevæge sig ud på isen, men folk er ligeglade med skilte, melder myndighederne
Politi og beredskab i Østjylland advarer på det kraftigste folk mod at bevæge sig ud på den is, der lige nu dækker vandet på søer og i havne.
Østjyllands Politi har denne vinter modtaget flere anmeldelser om folk, der er gået ud på isen ved forskellige søer i politikredsen, og natten til lørdag gik en kvinde gennem isen ved Aarhus Lystbådehavn.
Den iskolde kvinde måtte reddes op af vandet med en redningskrans af forbipasserende.
- Det var de forbipasserendes skyld, at der ikke skete hende noget. Hun kunne ikke selv komme op. Det kunne være gået rigtig galt, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Per Bennekov til TV2 ØSTJYLLAND.
Østjyllands Politi har så sent som lørdag eftermiddag modtaget en anmeldelse om en person, der har bevæget sig ud på isen på Egå Engsø.
- Vi har flere gange i år været ude og påtale færden på isen. Vi rykker ud, når der kommer en anmeldelse, siger vagtchef Per Bennekov til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Man skal respektere anvisningerne, og man skal ikke lade sig friste af, at andre bevæger sig ud på isen. Det kan være rigtig farligt.
Beredskabet oplever, at folk er ligeglade med skiltningen ved søer og havne, og det er ganske enkelt livsfarligt, lyder det.
- Folk er ligeglade. De kan ikke forstå, at det gælder dem, siger indsatsleder Jesper Hansen ved Østjyllands Brandvæsen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Man skal ikke gå ud på isen, med mindre kommunen har lavet en måling af, hvor tyk isen. Kommunerne følger udviklingen nøje og skilter der, hvor man må skøjte.
Gå aldrig ud på en sø alene
Selvom temperaturerne har været under frysepunktet i flere dage, så er det stadig usikkert at gå ud på isen langt de fleste steder.
- Man skal aldrig gå ud på en sø alene. Der skal være nogen, der kan hjælpe en op. Hvis man falder i, når det er så koldt, kan man hurtigt krampe til, siger indsatsleder Jesper Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Isen skal være mellem 13 og 20 centimeter tyk, før den anses for at være sikker. Det er den enkelte kommune, der måler istykkelsen og vurderer, om isen er til at stå på.
Hvis man ser en person, der er faldet gennem is, skal man ringe 112 med det samme, oplyser politiet.
Indsatsleder Jesper Hansen har en bøn til alle østjyder, der har lyst til at skøjte i vinterkulden.
- Det er ikke for at genere dem, at skiltene er der. Det er for at passe på folk. Det er for deres egen sikkerhed, siger indsatslederen til TV2 ØSTJYLLAND.