Krybskytte slår til ved Odder
Formand for jagtforening efterlyser skærpet indsats fra politiet i forbindelse med krybskytteri i Fredhaven nord for Odder.
28. apr 2008, kl. 11:01
Mere end 30 dage gammel
På Djursland har man i de seneste uger været plaget af en eller flere krybskytters hærgen, men nu er problematikken også blevet aktuel nord for Odder.
Resterne af et rådyr pakket i en affaldssæk blev lørdag fundet i Fredhaven af forbipasserende. Dyret var givetvis drægtig, da det blev skudt. Krybskytten slagtede og flåede dyret og efterlod altså resterne i en sæk.
- Det kommer desværre ikke bag på os. Vi har rapporter om flere skud om aftenen i området, siger formanden for Bjerager og Omegns Jagtforening Jan Simonsen til Horsens Folkeblad.