Kroniske patienter lever mere usundt end resten af danskerne

Personer, der lider af en kronisk sygdom, lever mere usundt end resten af befolkningen. Det viser en ny undersøgelse

Foto: Linda Kastrup/Marin Conic - Ritzau Scanpix

Hvis man lider af en kronisk sygdom, som eksempelvis KOL, diabetes eller leddegigt, er der stor chance for, at man også har en usund livsstil. Det viser befolkningsundersøgelsen "Hvordan har du det?", som er udarbejdet i Region Midtjylland og bliver offentliggjort d. 14 marts i år.

Læs også Sonja fik et opkald fra politiet: Det er slemt ellers ville vi ikke ringe

Undersøgelsen slår fast, at ved 15 ud af de 17 sygdomme, som Region Midtjyllands sundhedsprofil omfatter, dyrker de sygdomsramte mindre motion og er mere overvægtige end den generelle befolkning.

Det kræver overskud, hvis man skal lave ændringer i livet.

Marie Hauge Pedersen, projektleder, DEFACTUM

Det samme gælder for både rygning, kost og alkohol. Ved 11 ud af 17 sygdomme ryger personer med kroniske sygdomme mere end hele befolkningen. Samtidig spiser de mere usundt ved 6 ud af de 17 sygdomme, og ved 7 ud af de 17 sygdomme ses et forhøjet alkoholforbrug.

Om undersøgelsen: 

Undersøgelsen bliver brugt til at forbedre forebyggelsen og behandlingen af sygdomme, og giver samtidig et unikt indblik i danskernes sundhed og trivsel.

Sundhedsprofilen ”Hvordan har du det? 2017” er del af en landsdækkende undersøgelse, som gennemføres i alle fem regioner og af Sundhedsstyrelsen samt Statens Institut for Folkesundhed. Det sker i et samarbejde mellem Danske Regioner, Kommunernes Landsforening, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Finansministeriet. 

Kilde: Region Midtjylland

Marie Hauge Pedersen er projektleder i forsknings- og konsulenthuset DEFACTUM, der har udarbejdet undersøgelsen. Hun har et bud på, hvorfor de kronisk syge lever mere usundt end resten af befolkningen.

- Sygdom i sig selv kan være med til at gøre, at det kan være sværere at efterleve sunde vaner, som for eksempel fysisk aktivitet, siger Marie Hauge Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Sporvogne og Dirch Passer vækker minder på plejehjem

For de kronisk syge kan det være ekstra svært at bryde med den en usund livsstil.  

- Det kræver overskud, hvis man skal lave ændringer i livet, siger Marie Hauge Pedersen.

Sygdom fører til usunde vaner – og omvendt

Det er dog langt fra alle kronisk syge, der først begynder den usunde livsstil efter, at de er blevet diagnosticeret med for eksempel diabetes, KOL eller leddegigt. Usund livsstil kan nemlig medføre, at man bliver kronisk syg.

- Det er klart, at usunde vaner kan være årsag til, at man udvikler sygdom, siger Marie Hauge Pedersen og fortsætter: 

- Hvis man i forvejen har en uhensigtsmæssig sundhedsvane, kan det være svært at komme ud af.

Hun fortæller desuden, at mange af de kronisk syge gerne vil leve sundere, men at det kræver støtte fra kommuner og regioner. 

Læs også Rekordmange vil give deres organer: Nyt hjerte reddede Hanne

Især når det gælder rygning, er det vigtigt at forebygge inden en kronisk sygdom som KOL opstår. Det siger Annette Roed, der er formand Region Midtjyllands nære sundhedstilbud. 

- Det er vores førsteprioritet at styrke indsaten for at forhindre, at unge starter med at ryge. Rygning er den største enkeltstående faktor, der fører til forskellige former for sygdomme, siger Annette Roed.

Hun forudser, at der vil komme mere fokus på rygning. 

- På det konkrete plan i Region Midtjylland, men også på landsplan, vil der komme en stærkere indsats mod, at unge mennesker ryger. 

04:09

VIDEO: I januar langede formanden for Danske Patienter ud efter lægedækningen i Østjylland. 

Luk video

Samarbejde er løsningen

Annette Roed er formand Region Midtjyllands nære sundhedstilbud. Hun mener også, at kommuner og regioner skal samarbejde om, at få hjulpet de kronisk syge til en sundere livsstil. 

- Det er rigtig vigtigt at bemærke sig, at de borgere, der har kroniske sygdomme i forvejen er meget i kontakt med sundhedsvæsenet. Vi skal derfor finde ud af, hvordan vi kan tale med de her mennesker om, hvordan de får en bedre livsstil, siger Annette Roed til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter: 

- I regionerne skal vi samarbejde med kommunerne om at vejlede og rådgive patienterne i at leve et sundere liv. 

Den samlede undersøgelse bliver offentliggjort den 14. marts 2018. 

Region Midtjyllands stikprøve:

- Borgerne er tilfældigt udvalgt og repræsentative for såvel kommunerne som regionen.

- I Region Midtjylland fik 52.000 borgere fra 16 år og opefter tilsendt spørgeskemaet.

- 2.500 borgere i hver kommune fik spørgeskemaet – med undtagelse af Aarhus Kommune, hvor 8.200 fik spørgeskemaet, og i Samsø Kommune, hvor 1.300 fik spørgeskemaet.

- Region Midtjylland udsendte forskellige spørgeskemaer til unge (16-24 år) og voksne (25+ år). 

- I alt svarede 32.400 borgere i Region Midtjylland.


Kilde: Region Midtjylland