Kristensen og Dalby med til OL
Jan Pytlicks OL-trup er nu fuldtallig
Det bliver højrebacken Camilla Dalby og playmakeren Berit Kristensen, der får de sidste to OL-pladser på det danske damelandshold i håndbold.
Udtagelsen kommer efter en træningsperiode på fire dage, hvor Pytlick har haft mulighed for at tjekke formen på de spillere, han var i tvivl om. Allerede mandag udtog han de første 12 til den trup, der skal med til London.
- De to har i løbet af ugen leveret så gode præstationer under træningslejren her i København, at jeg har valgt at tage dem med til OL, siger Jan Pytlick i en pressemeddelelse.
Landstræneren mangler dog fortsat at udtage en reserve til truppen, men ifølge pressemeddelelse venter han formentlig til på mandag med at tage den beslutning.
Her er OL-truppen:
Målmænd: Karin Mortensen, FIF, Christina Pedersen, Viborg HK
Fløje: Louise Burgaard, Team Tvis Holstebro, Ann Grete Nørgaard, Team Tvis Holstebro.
Stregspillere: Mette Melgaard, Randers HK, Susan Thorsgaard, FCM Håndbold, Louise Svalastog Spellerberg, FCM Håndbold.
Bagspillere: Christina Krogshede, FIF, Pernille H. Larsen, Viborg HK, Line Jørgensen, FCM Håndbold, Trine Troelsen, FCM Håndbold, Rikke Skov, Viborg HK, Berit Kristensen, Randers HK og Camilla Dalby, Randers HK.