Kraftig brand i Sabro

Klokken var omkring 14.00 da Århus Brandvæsen og Falck rykkede ud til Sabro, hvor en brand raserede et autoværksted.

Branden begyndte i en bil, og bredte sig hurtigt til resten af værkstedet på Viborgvej i Sabro. Inden Århus Brandvæsen og Falck nåede frem var bygningerne overtændt.

- Vi har forsøgt at undgå, at branden breder sig til en stor hal på 800 kvadratmeter, der ligger lige bagved. Det ser ud som om det lykkedes, fortæller indsatsleder Bent Sørensen fra Århus Brandvæsen.

Ingen personer er kommet til skade. Brandvæsnet og Falck er stadig i gang med slukningsarbejdet.