Korleder sex-misbrugte elev

Musiklærer skal afsone dom på to års fængsel for overgreb på mindreårig pige.

I flere år misbrugte en jysk korleder en af sine elever seksuelt, og Vestre Landsret i Århus fastsatte onsdag straffen til fængsel i to år.

På grund af forbrydelserne må den midaldrende mand ikke længere have med børn at gøre - hverken i fritiden eller i forbindelse med undervisning.

Overgrebene begyndte, da pigen var 11 år. De hørte først op, da hun skiftede skole.

Der gik flere år, før hun efter nogle samtaler hos en psykolog fik mod til at fortælle sine forældre om misbruget. Landsretten nedsatte straffen med et halvt år i forhold til byrettens dom, og også på et andet punkt blev dommen mildnet.

Manden undgik et forbud mod at bo i samme hus som børn under 18 år. Under pigens besøg i lærerens hjem lykkedes det for ham at få lokket sit offer med i saunaen.

Hun har fortalt om talrige samlejer. De foregik i hans hjem, når hun var til stemmeprøve, i et skur nær en skole, i lærerens bil og under korture i Danmark og i udlandet.