Kom med ind på byggepladsen ved Frederiks Plads

Nu åbnes der op bag de høje træplader, der lige nu skærmer Aarhus nye plads af for omverdenen

Sådan er det planen, at det nye område kommer til at se ud. Foto: C.F. Møller A/S

Her ses det nye område fra oven. Foto: C.F. Møller A/S

1 af 2

Et nyt byrum i Aarhus er på vej ved det tidligere DSB værksted. Frederiks Plads bliver navnet, og for mange er det stadig svært at forholde sig til, hvordan pladsen ender med at se ud. Nu er muligheden der for at få et unikt indblik.

- Bag Frederiks Plads’ høje træplader gemmer sig et unikt projekt, hvor vi er ved at skabe et lyst og levende byrum for pladsens kommende beboere. Efter det har været lukket land i mange år, glæder jeg mig til at vise nysgerrige aarhusianerne, hvad der er ved at blive skabt bag pladerne, siger Kristian Voldsgaard, indehaver af danbolig Aarhus City.

  Foto: C.F. Møller A/S

For på søndag den 27. november mellem kl. 13-14 kan mulige købere af de 150 kommende boliger, nysgerrige naboer og andre interesserede få en guidet tur på byggepladsen.

- På Frederiks Plads får beboerne gode udearealer, store altaner, en lejlighed midt i byen og nybyggeri af kvalitet - og det er noget, de boligkøberne vil have. Vi har oplevet en overvældende interesse og har allerede nu solgt 50 procent af boligerne, siger Kristian Voldsgaard.

Frederiks Plads består af 6 bygninger, som er placeret ud til Værkmestergade, Jægergårdsgade og Spanien. Det betyder, at der dannes en plads i midten på størrelse med Store Torv, som er centrum for boligerne. Pladsen bliver grøn og opdeles i forskellige rum, så der bliver plads til pauser, et aktivt caféliv, hygge, leg, shopping og til møder mellem mennesker.