Kameraer op i busserne i Århus
Overvågningskameraer skal stoppe vold og trusler mod chaufførerne i de århusianske bybusser.
Alle Århus Sporvejes busser vil så hurtigt som muligt få installeret overvågningskameraer. Mandag præsenterer selskabets ledelse en plan for, hvordan opsætningen af videokameraerne kan fremskyndes, oplyser Århus Sporveje.
Planen ventes at koste fem millioner kroner at gennemføre. Direktør Torben Høyer tror ikke, at kameraer kan forhindre en syg mand i at overfalde en chauffør, som det skete lørdag i Århus. Men de vil alligevel hjælpe chaufførerne, siger han.
- Vi ved, at kameraer giver chaufførerne større tryghed. De findes allerede i 20 af vores busser, og jeg tror, at vi inden for et års tid kan have dem installeret i de øvrige 200 busser, siger Torben Høyer.
Århus Sporveje vil samtidig undersøge, om chaufførerne kan køre rundt med færre vekslepenge.
/ritzau/