Jury-medlem fyret: Kunne aldrig finde på at fremhæve deltagere

DR har fjernet Melodi Grand Prix-ekspert Johann Sørensen som jurymedlem. Selv mener han, at det skyldes et fejlcitat

Foto: TV2OJ / Agnete Schlichtkrull

Johann Sørensen er fyret som jurymedlem. Han kommer dermed ikke til at være med til at afgøre, hvem der vinder Melodi Grand Prix

Sangeren Simone er blandt favoritterne til at vinde lørdagens Melodi Grand Prix i Horsens Foto: Agnete Schlichtkrull

1 af 3

Tirsdag kom det frem, at DR har fyret det ene af dette års jury-medlemmer til lørdagens Melodi Grand Prix i Forum Horsens. Der er tale om Johann Sørensen fra Aarhus, som angiveligt er fyret, fordi han i avisen Metroxpress fremhæver sangeren Simone som favorit.

- Det er et fejlcitat. Jeg vil gerne slå fast, at jeg aldrig har udtalt, at Simone vinder Dansk Melodi Grand Prix 2016. Over for avisen har jeg blot konstateret, og som i øvrigt alle kan se, hvis de tjekker bookmakernes odds, at hun er deres favorit og ligger lunt i svinget i flere fanafstemninger, siger Johann Sørensen på Facebook.

Han er selv ret chokeret over den pludselig fyring, for som han selv siger det:

- Jeg har hele tiden været meget bevidst om min rolle som jurymedlem, og selvfølgelig kunne jeg aldrig drømme om at fremhæve enkelte deltagere som favoritter på forhånd.

Holdt sig neutral i radioen

Det får man også indtrykket af, når man hører Johann Sørensen udtale sig i radioen, hvor han bliver spurgt, om han har hørt dette års melodier.

Officielt: Horsens vært for Grand Prix

- Nu kom de jo ud i rigtig god tid i år ved lidt af et tilfælde, så selvfølgelig har man da hørt melodierne. Jeg synes, at det er et rigtig stærkt felt, vi har af 10 melodier i år, så det bliver rigtig spændende, og så må vi jo vente og se, hvordan de bliver forløst på scenen nede i Horsens, lød det her.

Johann Sørensen er formand for den danske Melodi Grand Prix-fanklub og arbejder i øvrigt på TV 2 | ØSTJYLLAND. Som stor fan af Melodi Grand Prix havde han set meget frem til at være en del af juryen.

- Selvom jeg ikke er enig i DR's beslutning, så respekterer jeg den, og så må den bedste sang vinde på lørdag, slutter han.